Kragekald og camouflage

Med lidt øvelse, kan man med kaldet vende kragernes opmærksomhed på lokkerne. Det er nødvendigt at være godt camoufleret – og husk, at de ser jægeren oppe fra, så det er ikke altid nok med et skjul. Efter at have haft succes på en trækplads, må man forvente, at stand-kragerne flyver uden om dette sted i noget tid; man må derfor igen observere kragernes nye trækruter. Det er en meget spændende og udfordrende jagtform, og en jagt man ofte kan få ret billigt, da de fleste gerne vil have reduceret deres kragebestand for at beskytte den øvrige fauna.

Sorte fugle og en voksen hund

Kragen er en snu kombatant! Den er ikke et let offer, som lader sig overliste ved billige tricks eller en hurtig tur i et tilfældigt hegn med haglbøssen. Man skal ikke tro, man er noget over for en værdig krage. Kragen som bytte kræver sin jæger. Ofte føler man sig underlegen i kampen, men man er jo også kun en fattig indtrængen i dens daglige omgivelser og natur, hvor der ikke er noget, som er overladt til tilfældighederne! En uge før jagten skulle stå, havde jeg stilt skjulet op, som var lavet af et camouflagenet med påsatte grene og blade fra træer og buske i nærheden. Det var en smuk gammel gulmalet gård, som var gået i arv fra generation til generation gennem århundrede. Landmanden var selv jæger, og han ville gerne beskytte sine vilde agerhøns - derfor fik en ven og jeg lov til at sætte os ned på engen bag gården i forsøg på at overliste kragerne. Det blev en givende dag, vi fik hver en god håndfuld fugle med os. Med i skjulet sad min gamle hund - for dette er jo ikke jagten for unghunden, som skal lære at apportere. En vingeskudt krage er et hidsigt bæst, som ikke er sen til at nappe fra sig med næbet. Er det unghundens første møde med fuglenes verden, vil den hurtigt miste tilliden til sig selv og gå uden om fremtidige befjerede væsener. Der må en gammel hund til en snu og galsindet krage, som bittert erkender dens nederlag. Få dage efter ville jeg sætte mig på pladsen igen, men denne gang var det alligevel kragerne, som var de snedige. Ikke en eneste blev det til. De holdt sig på behørig afstand – de skulle ikke nyde noget! De havde hørt fra nogen, at der var fare på færde i det hjørne af engen! Man kunne høre dem give besked i trætoppene. Dybe krage-grynt gav genlyd i dalen, bedrevidende og sladrende om min tilstedeværelse og mit forehavende. Der er en charmerende arrogance ved en fugl, der ikke umiddelbart lader sig jage væk, men som bliver siddende i urørlig afstand. En sladdervorn spektakel-fugl, som selv møver sig ind på andres territorier. Man sidder der i skjulet og er total blottet – man er taget på fersk gerning, og man føler sig som en dreng, der er blevet taget i at stjæle småkager. Alle stirrer på én, mens skammen breder sig. Næ, sådan er det med sorte fugle; jægere og hunde må være kløgtige! Først når vi rejser os slukøret til hjemrejse, letter fuglene til afskedssalut.

LÆS OM FLERE JAGTFORMER